Holbæk Kommune har meddelt dispensation til udstykning på Sandbakkevej

Holbæk Kommune har den 2. oktober 2026 meddelt dispensation fra Lokalplan 50, så ejendommen på Sandbakkevej 56 kan udstykkes i fire selvstændige parceller. Afgørelsen giver mulighed for, at der kan opføres op til tre nye boliger ud over den eksisterende bolig.

Kommunen har i sin vurdering blandt andet lagt vægt på områdets eksisterende bebyggelsesstruktur og på, at de nye parceller kan indpasses med fritliggende enfamiliehuse.

Ejendommen har et markant skrånende terræn og ligger i overgangen mellem det eksisterende boligområde og det åbne område/skoven. Det aktuelle foto viser ejendommen, som den fremstår i 2026.

Afgørelsen vedrører selve udstykningen. Der foreligger ikke i den aktuelle sag et konkret byggeprojekt med detaljerede tegninger af de eventuelle fremtidige boliger.

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Vi følger udviklingen i sagen og bringer nyt, når der foreligger væsentlige oplysninger.

Foto: SDFI/GeoDanmark – CC BY 4.0

Beboersvar

Ved årets Sankt Hans-arrangement faldt snakken naturligt på det noget uforståelige forhold, at vores kommune bliver ved med at vejlede ejeren af Sandbakkevej 56 i, hvordan man kan søge dispensation og derved omgå den gældende Lokalplan 50.

Da kommunen ved orienteringsskrivelse af 2/6 2026 nu igen forsøger at tilsidesætte gældende lokalplan, har naboerne set sig nødsaget til påny at fremsende indsigelser, der vedlægges. 

Sagen har nu kørt i snart 6 år og har i 2024 været en tur omkring Plankagenævnet, der gav naboerne ret i, at ejers ønske om at opføre fortættet byggeri er imod den gældende lokalplan.

Klik her for at downloade den samlede pdf med beboersvarene eller læs dem herunder:

Indsigelser-2026-06

 

Dispensation til udstykning?

Ejeren af Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød har indsendt en ansøgning om dispensation til udstykning af ejendommen i fire selvstændige parceller samt en adgangsgivende fællesvej.

Holbæk Kommune har med henvisning til § 11 i Lokalplan 50 valgt at sende ansøgningen i naboorientering. Denne blev udsendt 2. juni 2026.

Planklagenævnet har dog tidligere truffet aftale om, at større ændringer af grunden forudsætter en ny lokalplan, og at der således ikke kan dispenseres for større ændringer med hjemmel i lokalplanens § 11. Det kan således undre, at Holbæk Kommune vælger at behandle dispensationsansøgningen uden at tillægge Planklagenævnets afgørelse omkring kravet om lokalplanpligt vægt.

Tåler Holbæk Kommune at lide endnu et nederlag i Planklagenævnet? Vi følger udviklingen.

Ny kommuneplan i høring

Holbæk Kommune har sendt en ny kommuneplan i høring, der lægger op til kraftig forøgelse af udnyttelsesgraden i bl.a. Vipperød. I relation til Arnakke, hænger det dårligt sammen med den kommunalpolitiske beslutning fra december 2021, hvor en samlet kommunalbestyrelse stemte for at værne om det eksisterende miljø.

Den nye kommuneplan kan ses på nedenstående adresse, hvor der også er mulighed for at indsende høringssvar:

https://kommuneplan2024.holbaek.dk

Planklagenævnet ophæver Holbæk Kommunes afgørelse

Planklagenævnet har d.d. onsdag den 3. juli 2024 ophævet Holbæk Kommunes afgørelse om, at det ønskede byggeri på Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød ikke er lokalplanpligtigt, og byggetilladelsen er således annulleret.

Planklagenævnet skriver afslutningsvis således:

Planklagenævnet ophæver Holbæk Kommunes afgørelse af 14. marts 2024 om, at opførelse af 8 andelsboliger på ejendommen Sandbakkevej 56, Arnakke, 4390 Vipperød, ikke er lokalplanpligtigt, samt afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplan nr. 50.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. § 4 i lov om Planklagenævnet.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet.

Byggetilladelse

Holbæk kommune valgte torsdag den 14. marts 2024 at give byggetilladelse til opførelse af 4 store dobbelthuse. Vi mener dog, at der stadig er mange uafklarede forhold, herunder blandt andet:

  • Tilladelsen gives til tæt/lavt byggeri på trods af, at Kommunenplanen dikterer åben/lav bebyggelse. Dobbelthuse er jvf. bygningsreglementet defineret som værende tæt/lav bebyggelse – dette vel at mærke uanset bebyggelsesprocenten.
  • Tilladelsen gives efter den nuværende Lokalplan 50, selvom en samlet kommunalbestyrelsen har besluttet at der skulle oprettes en ny lokalplan med øget borgerinddragelse.
  • Formålet i Lokalplan 50 er tydeligvis at undgå tæt byggeri og respekt for eksisterende miljø. Det nye byggeri bryder med dette formål og tilfører en ny boligtype til området.
  • Kommunen anser ikke støttemure på en meter grænsende til nabogrunde for at være et problem i forhold til indkig til naboejendomme, og kommunen har ikke vurderet de berørte naboer som værende part.
  • Administrationen giver tilladelsen ud fra tegninger, der er forkerte i forhold til matrikelkort, og har derved ikke styr på, om der bygges på nabogrund. Administrationen anfører blot, at det er et privatretligt spørgsmål mellem bygherre og ejer af nabogrunden.
  • I byggetilladelsen anfører administrationen, at der har været mange (20 indsigelser). Disse indsigelser har man valgt at se bort fra i helhedsvurderingen.

Klage sendt til Ankestyrelsen

John Harpøth, Ny Holbæk, har den 14. juni 2023 fremsendt klage over Kommunalbestyrelsens afvisning af initiativsagen vedrørende nedlæggelse af et § 14-forbud mod opførelsen af de 4 dobbelthuse som supplement til eksisterende bolig på Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød.

Klagen kan læses i sin helhed på Ny Holbæks hjemmeside.

Massakren fortsætter …

Morgen, 6. juni 2023.
Eftermiddag, 6. juni 2023.

Tirsdag den 6. juni 2023 var manden med motorsaven tilbage, denne gang måtte det store, gamle træ midt på ejendommen lade livet, da han sammen med en ældre mand lagde det ned. Det endte med, at Politiet blev tilkaldt, da den ældre mand blev fysisk over for en af tilskuerne, da denne ville dokumentere misdåden.

Hærværk og selvtægt?

Om morgenen Grundlovsdag 2023 iværksatte ejeren af ejendommen Sandbakkevej 56 fældning af fire af de høje og karakteristiske træer på ejendommen.

Da manden med motorsaven havde fældet to af de fire træer, blev han af de fremmødte og rystede beboere oplyst om, at han var i færd med at forbryde sig mod den gældende lokalplan, og at han dermed begik en potentielt strafbar handling. Denne viden til trods, fortsatte han sit arbejde, indtil alle fire træer lå ned. Herefter forlod han i hast matriklen.

Lokalplan 20.25 trukket tilbage

Lokalplan 20.25 var tirsdag aften på dagsordenen i Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling. Udvalget skulle tage stilling til, om lokalplansforslaget skulle sendes i offentlig høring.

Udvalget besluttede ikke at sende lokalplansforslaget i offentlig høring.

Beslutningen blev i stedet udsat, “idet der ønskes yderligere dialog med udvikler og borgere i lokalområdet.“

Vi ser frem til det fortsatte samarbejde med Holbæk Kommune omkring udviklingen af en lokalplan, der lever op til den enstemmigt vedtagne politiske beslutning fra den 15. december 2021:

Idet det lægges til grund, at lokalplanlægningen gennemføres under hensyntagen til det nuværende miljø, foreslår alle partier i kommunalbestyrelsen, (og liste), at der udarbejdes en ny lokalplan for området i Arnakke til erstatning for den nugældende lokalplan. Den nye lokalplan skal både tilgodese kommunens bestræbelser på at styrke inddragelsen af lokalområderne og fremme realiseringen af boligstrategien ved at fastholde muligheden for etablering af forskellige typer boliger i området uden at medføre ændring i det bestående miljø.

Sandbakkevej, Arnakke